Musik i Galleri Korinth

se vores kommende koncerter og andre arrangementer HER

Louise Støjberg & Martin Rauff Duo

”White Wooden Crosses”
Fortællingen om hvad der blev af patienterne på et for længst nedlagt forsorgshjem, sat på noder og sunget af duoen Louise Støjberg og Martin Rauff!
Galleri Korinth venner til musikarrangement med duoen Louise Støjberg og Martin Rauff fredag den 22. februar kl. 20.00
LSMR alias ægteparret Louise Støjberg og Martin Rauff synger og spiller egne værker. Udtrykket er akustisk, og defineret af de to musikeres stemmer, sammen og hver for sig - noget der var medvirkende årsag til at Louise Støjberg modtog en Danish Music Award som ‘Årets Folk Sanger’ i 2017.
Louise Støjberg synger og spiller Guitarer og Harmonika, Martin Rauff synger og spiller Guitarer og Mandolin. Ægteparret Støjberg-Rauff debuterede som duo med pladen ‘Appetite for Distraction’ (Go’ Danish Folk) i efteråret 2017. Pladen er drejet i en tradition der hviler på fortælling, og både rummer nik til amerikansk folkemusik, skandinavisk ditto, og til den rock og blues, de to har haft med sig siden ungdommen.
Duoens sange fortæller konkrete historier med afsæt i vores samtid; som i sangen ‘White Wooden Crosses’, der lader en fortæller overveje, hvorfor det kun er læger og sygeplejersker der har gravsten ved et for længst nedlagt forsorgshjem. De afdøde patienter hviler under en anonym græsplæne, hvor de trækors der engang vågede over dem, forlængst er forvitrede. Men sangene finder også afsæt i mere abstrakte landskaber - billeder fra grænselandet mellem cowboy-logik og Grundtvig, hvor mørket ofte hjælper lyset til at stå stærkere.
Du kan lytte til deres musik ved at klikke her
Som vanligt er der desuden mulighed for at deltage i fælles middag før koncerten, kl.18.00, der vil være tre retters menu og mulighed for at købe drikkevarer.
 Lasse & Mathilde i Galleri Korinth
Vi er meget glade for at kunne præsentere Lasse & Mathilde den 30.november til årets sidste koncert.

Det er mere end 40 år siden at Lasse & Mathilde startede som duo som repræsentanter for Fyn og omegn. De blev en institution på den danske musikscene. Utallige musikere i ind og udland har spillet koncerter og turneret med duoen som i årtier stået for høj kvalitet - komponeret musik til dansk lyrik af særlig kaliber.
Lasse & Mathilde er i dag musikalske ikoner også blandt de yngre generationer. Den folkekære duo er ganske vist bosat i Lundeborg, men kun for at komme videre ud i verden. De er danske ind til benet, ja! men henter masser inspiration fra hele verden. Lasse & Mathilde turnerer stort set året rundt.
De musikalske venner gennem årene, er mange af ”cremen” fra dansk musikliv og topnavne fra USA. Vennerne har altid nydt godt af Lasse & Mathildes gæstfrihed og smittende humør.
Det var i 1975 at Mathilde Bondo´s første soloplade ”Pigesind” med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner, udkom. Og det blev starten på duoen, på scenen og privat. De var med til at åbne showet for Joan Baez, Bob Dylan og Santana i Parken 1981. Internationale musikalske forbindelser gav et tæt samhørighedsforhold til New Orleans rige musikliv.
De to kunstnere har kant, duoen er altid søgende og levet liv på godt og ondt giver stof til nye tekster, repertoiret består af tekster til eftertanke og latter og indimellem en skarp kommentar til vores tids tone.
Og hvad får publikum så, når de forventningsfulde går til en koncert med Lasse og Mathilde – ud over violin, guitar og to varme stemmer? Jo, de får et herligt mix af det ovennævnte – fra blues til poesi, lidt jazz, lidt rock, tekster med kant og til eftertanke, og ind imellem et par kommentarer, der forklarer ”det hele”, krydret med underfundig humor. En koncert med det hele, og en koncert med gode minder, der appellerer til genhør og gensyn. Så publikum får en oplevelse med musikalitet og humor i højsædet fra duoen!
Fyn er Fin
Koncerten er fredag 30.november og vi starter med en menu bestående af tapastallerken, citron/timian marineret kyllingbryst og dessert kl 18.30 og koncerten starter kl 20. 
 Blues koncert i Galleri Korinth
Galleri Korinth Venner får den 17.august besøg af udadvendte og energiske randrusianske duo Nellie B.M. & Lars Møller til en svedig og svingende intim blues koncert.

Duoen består af guitaristen og sangeren Niels Børsting Mikkelsen, der gør det i egne numre samt i delta blues-sange af for eksempel Skip James og Robert Johnson. Hertil kommer Nellie B.M.’s musikalske makker, trommelageren Lars Møller.
Duoen deltog desuden i konkurrencen Danish Blues Challenge sidste efterår, hvor de fik en andenplads. De spiller henholdsvis guitar og trommer, hvilket i sig selv er en usædvanlig konstellation.
-”Jeg oplevede dem til Blues Challenge og kunne næsten ikke tro mine egne ører. Hold nu kæft, at kunne spille så godt med sådan en bemanding! Der var noget J.J. Cale, Robert Johnson og Leadbelly over det. På en måde, jeg aldrig havde hørt før - men som jeg rigtig, rigtig godt kunne lide”, siger bestyrelsesmedlem i Double Trouble, René Gandø.
Gennem de sidste par år har de fået godt has på især det jyske bluespublikum og kunne blandt andet høres på Randers City Blues Festival i 2017.
Nellie B.M. & Møller på Rådhustorvet
Koncerten er fredag den 17.august vi starter med helstegt pattegris med tilbehør kl 18.30 og koncerten starter kl 20. 
 INVITATION TIL OPERA
I GALLERIET

Vi er igen i år stolte af at kunne byde velkommen til Hetna Regitze Bruun og hendes fremragende Home Opera-team til en spændende opera koncert i vores galleri den 8.juni kl 20.

Her kan du i selskab med venner, bekendte og andre nysgerrige sjæle, lytte til to timers uddrag fra operaens verden præsenteret af fire professionelle kunstnere. Også jer der ikke er store operafans vil med garanti få en oplevelse i særklasse.
Home Opera er et moderne og innovativt operakompagni grundlagt i Berlin, der siden dets start i 2012 har leveret mere end 150 ”opera-ud-af-huset” med et ensemble bestående af professionelle sangere og musikere.
Programmet i år vil bestå af bidder fra forskellige operaer af komponisterne Monteverdi, Mozart, Rossini, Verdi, Bellini, Bizet, Saint-Saëns og derudover med godbidder fra den lettere genré med komponister såsom Cole Porter, Gershwin og Normann-Andersen. Alt tilsat en god portion humor, glimt i øjet og selvfølgelig kærligheden til opera.
Holdet er i år er:
Anna Davidsson, sopran
Hetna Regitze Bruun, mezzosopran
Christian Damsgaard, tenor
Peter Pade, pianist
Vi tilbyder som sidste år en Tapas menu og sidste år var der rift om pladserne, idet vi til spisningen kun kan være 30 personer, så skynd jer at reservere plads.
Musik & Mad i Galleri Korinth
Galleri Korinth Venner er glade for at invitere jer til årets første musikarrangement, Musik &Mad, den 16.marts kl. 18.
Vi får besøg af Jazzopathics en jazztrio med musikere, der alle har gjort sig gældende på den jyske jazzscene. De spiller fransk inspireret swingende og underholdende jazz med en næsten kammermusikalsk tone. Jazzopathics består at Mogens Sønderup på Altsax, Søren Brønniche på Kontrabas og Tom Horn på Guitar.
Det vil være muligt at se Galleriets udstilling med malerier af Nis Schmidt og skulpturer af Erik Flygenring, idet spisningen vil foregå i Galleriets lokaler, Brahetrolleborg slots gamle snedkerbolig i Korinth. Efterfølgende vil vi bevæge os over i privaten, hvor koncerten vil foregå i vores stue, en ramme flere allerede har nydt i forbindelse med Opera og senest til Jule koncerten.
Galleri Korinth som blev startet i august 2015, har holdt en lang række udstillinger med danske og udenlandske kunstnere samt to operakoncerter. I efteråret 2017 stiftede vi kunstforeningen Galleri Korinth Venner som skal stå for forskellige arrangementer i tilknytning til galleriet, herunder planlægger vi at lave 4 koncerter om året. Foreløbig har vi planlagt denne jazzkoncert i 16.marts og opera den 8.juni.
Vi vil inden koncerten servere 3 stykker smørrebrød, en ostemad og en øl eller et glas vin.
Galleri Korinth Venner indbyder til koncert med ElsborgMaribo torsdag den 14.12 kl 19-21.30.
Kom i julestemning med Mette Elsborgs smukke stemme og Erik Maribos fantastiske guitarspil. Kom og oplev duoen ElsborgMaribo i en akustisk og intim julekoncert med fortolkninger af julens elskede sange og salmer samt duoens egne sange i hyggelige omgivelser i Galleri Korinth. Det er den eneste julekoncert, som duoen afholder i år, så snyd ikke dig selv for denne oplevelse. Der vil også være mulighed for at købe duoens helt nye dobbelt-album "Jul igen" med hele 24 julesange på. 
Galleri Korinth | Reventlowsvej 15, Faaborg - Danmark | Tlf.: 42403201 | torben@nebrot.dk